Akademisk talentudvikling

Danmarks første talentprogram, som sætter bred faglighed, samt social og personlig udvikling i fokus over et længerevarende forløb

Akademiet for Talentfulde Unge udfordrer og inspirerer alle elever på det højest mulige faglige niveau. Ambitionen er at tilføje reelle redskaber til den enkeltes portefølje gennem fokus på intellektuel sparring, vidensdeling og fællesskab. Forløbet strækker sig over to år, hvilket skaber et klart tilhørsforhold for den enkelte deltager. Hermed etableres også en god ramme for personlig og social udvikling. I og med talentet ikke blot følger et enkelt kursus eller et par workshops, men kommer igen, opstår et socialt rum, hvor samarbejde og venskaber trives på tværs af gymnasier og årgange.

Forløbet

Forløbet er tilrettelagt således, at det enkelte talent får mulighed for at udvikle sine færdigheder og dygtiggøre sig inden for et så bredt spektrum af akademiske discipliner som muligt. Gennem den to-årige periode tilbydes således en grundlæggende introduktion til akademisk tænkning, formidling, fordybelse og ikke mindst akademisk arbejde. Udover disse grundseminarer tilbydes en række tilvalgsarrangementer i form af workshops, forelæsninger, virksomhedsbesøg m.m. inden for specialiserede videnskabelige områder. Disse giver det unge talent mulighed for at lære at bruge akademiske værktøjer og styrker forståelsen for, hvad det vil sige at arbejde med akademiske problemstillinger. Programmet er karakteriseret ved at være af en så bred faglig vifte som muligt og indebærer arbejde inden for både de samfundsvidenskabelige, naturvidenskabelige og humanistiske discipliner. Det forventes derfor, at deltagerne har og kan opretholde et fagligt højt, men også bredt, niveau og viser interesse for mange forskellige områder.

I frivillighedens tegn

Eftersom ATU er et frivilligt tilbud, som det står deltgerne frit for at følge, er det afgørende at tilbyde aktiviteter, der er af højest mulig kvalitet. ATU's talenter skal til enhver tid opleve at blive udfordret i langt højere grad, end de er vant til. Derfor samarbejder Akademiet med nogle af Danmarks fremmeste forskere, undervisere, foredragsholdere, journalister og erhvervsfolk for at sikre, at kvaliteten af det akademiske program forbliver exceptionel. Udover at blive udfordret intellektuelt af dygtige professionelle, bliver de unge også inspireret og motiveret til at tro på deres egne evner og muligheder i fremtiden.

At kunne facilitere et fagligt og socialt rum, hvor lysten til at ville lære mere og til at dygtiggøre sig kan slå rødder og vokse sig stærk hos den enkelte, er et af de mål, ATU kontinuerligt stræber efter. Hvert semester arbejdes der intensivt for, at der til stadighed kan præsenteres interessante og relevante seminarer, udfordrende workshops og inspirerende input fra omverdenen. Samarbejdet med universiteterne og erhvervslivet er grundlæggende for kvaliteten af det akademiske program, og noget som konstant udvikles, finjusteres og evalueres.

 

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk